Navnet siger faktisk det hele - Guldbloggen - Den henvender sig til folk som interesserer sig for guld, og måske endda overvejer at investere i det. Guldbloggen er ikke ment som et salgsredskab, men som et debatforum, hvor vi forhåbentlig alle sammen kan blive klogere på investeringer generelt, og guld i særdeleshed

tirsdag den 10. januar 2012

Nu bliver det lidt sjovere at sælge sine smykker i Danmark

Efter 9 måneders ventetid, har vi nu endelig fået bevilling til at købe ''brugte genstande'' som det officielt hedder. Det betyder slet og ret, at vi nu også kan købe guld, som ikke regnes for ''investeringsguld'' - altså smykker, medaljoner osv.

Vi råder naturligvis ikke folk til at sælge deres guld, og slet ikke i disse tider, men der kan jo være flere grunde til at man ønsker at sælge. Nu er det ihvertfald muligt at sælge det, og samtidig også få en virkelig go' pris for det.

mandag den 9. januar 2012

Guldsalget sætter rekord

Tavex Gruppen solgte 2,79 tons guld i 2011
I 2011 solgte Tavex Gruppen i alt 2,79 tons guld, hvilket er det bedste resultat i firmaets historie. Hidtil har 2008 tegnet sig som det bedste år for Tavex Gruppen, med et salg på 2,15 tons guld. I 2010 var resultatet på 1,74 tons.
Salget for 2011 fordeler sig således: Estland 705 kg, Sverige 604 kg, Finland 564 kg, Letland 546 kg, Bulgarien 328 kg og Danmark 49 kg.
Meelis Antonen, Indkøbschef i Tavex Gruppen, siger at det flotte resultat kan forklares af to primære årsager: ''Den usikre situation på de finansielle markeder verden over har bestemt haft indflydelse på guld salget, men vi må heller ikke se bort fra den succes vi har haft på de andre markeder. Over 75% af guldet blev solgt uden for Estlands grænse, og vi ser en fortsat vækst i vores markedsandel udenfor Estland. Skandinavien har helt sikkert et kæmpe potentiale, men den største succeshistorie har været Bulgarien, hvor vi på nuværende tidspunkt har 5 kontorer. Guld salget er steget markant, på relativt kort tid i Bulgarien. Alt dette medfører at vi bliver nødt til at overveje udvidelse, men det er vigtigt at forholde sig kritisk til de forskellige muligheder, eftersom Tavex aldrig gør brug af lånte penge''.
Alar Tamming, Bestyrelsesformand, beskriver den seneste tids økonomiske udvikling: ''Det er klart at prisen på guld ikke kan stige uendeligt, men guld vil fortsætte med at stige så længe vi bibeholder det nuværende økonomiske system, der er baseret på papir-penge og risikable lån''. Det forventes derfor at folk vil vende blikket mod guld de næste par år, som en måde at bevare købekraften på. Der forventes hyperinflation over hele verden mellem årene 2013-2015. Set i et historisk perspektiv, vil den nuværende periode med gældskrise til sidst ende med en periode med høj inflation. Første når dette er overstået, vil guld atter gå tilbage til rollen som ædelmetal''.


 

tirsdag den 6. december 2011

Europas forenede stater

Merkel og Sarkozy har stukket hovederne sammen, og de har en plan! Ligesom Egon Olsens planer, virker denne omfattende, sindrig og langt ude - og ligesom Egon Olsens planer, vil også denne ende i hat og briller. De to statsledere kunne fremvise et udkast til (endnu!) en redningsplan, for hele Euro zonen. I korte træk er der ikke så meget nyt under solen, Tyskland har fået deres vilje på mange punkter, og så skulle alt jo igen være fryd og gammen. Der er bare lige et enkelt problem, denne plan vil dybest set ikke løse nogle problemer - den er ''all  show & no go''. Dybest set indeholder den nogle sympatiske intentioner, som f.eks. at der skal holdes øje med de forskellig Eurolandes økonomi, så de ikke kører af sporet. Derudover skal der også stilles krav til de forskellige landes budgetstyring. Der meldes dog ikke rigtigt om sanktioner, hvis der skulle blive problemer. At straffe et medlemsland der lider med økonomien, med økonomiske sanktioner, er nok ikke den bedste fremgangsmåde i forhold til at at få dem tilbage på sporet. Så kan man naturligvis vælge at smide dem ud af samarbejdet - Det vil formentlig ende med at Euroen de facto ender med at blive den nye Dmark.

Der har de seneste uger været stor bekymring for, om Euroen kollapser, og det med god grund. Problemerne er der mange af, men man fattes løsninger på dem. Det vil kræve benhård økonomisk styring, i langt de fleste lande, og den slags bliver politikerne jo ikke genvalgt på. Dels er der heller ikke en mirakelkur, som man automatisk kan bruge til alle landene. De forskellige landes forudsætninger i dette samarbejde, er simpelthen for forskellige, og det som virker i Frankrig, virker ikke nødvendigvis i Grækenland.

Det er svært at sige hvor længe denne Euro farce vil fortsætte, men umiddelbart ser den ikke ud til at være overstået lige med det samme. Hvad man vil sætte sine penge i, er naturligvis fuldstændig op til den enkelte, men guld og sølv virker ikke som en helt dum idé i disse dage.

onsdag den 9. november 2011

En af mine bekendte, som driver en hjemmeside med nyheder, plejede at joke med, at de store nyheder altid skete, når han var på ferie. Sådan har jeg det også lige nu. De sidste 14 dage, har jeg været på ferie, og har ikke haft mulighed for at gå på nettet. Til gengæld har jeg fulgt med på diverse nyhedskanaler, og set hvordan europas økonomi er ved at falde fuldstændig sammen.

Der er sket så mange ting de seneste uger, at jeg helt sikkert ikke kan huske dem alle sammen, nu hvor jeg endelig er foran computeren igen.

Pa-pandemonium i Grækenland
Hele denne situation med Grækenlands gæld, har udviklet sig til en farce, og minder mest af alt om Cirkusrevyen som totalteater. Grækenland fik en aftale i hus, som de ret beset ikke fortjente. En stor del af deres gæld forsvandt som dug for solen, og de ville kunne modtage svimlende summer i lån. Er det løsningen på gældskrisen? Nej, ikke engang tæt på. Men det var trods alt en meget go deal for Grækenland, alt taget  i betragtning. Ja, det vil stadig kræve en massiv kartoffelkur osv. men landet har trods alt stiftet gæld, som burde honoreres. Grækenlands statsminister George Papandreou fik dog lige pludselig den fikse idé, at der skulle tages en folkeafstemning om emnet, uden at have fortalt de andre statsoverhoveder om den mulighed. Så blev den til sidst trukket tilbage igen, og Papandreou forlod sin post - Et meget uskønt forløb, der udstiller problemerne i eurozonen på bedste vis.

Italien i krise
Nu er Italien kommet i endnu dybere krise, renten på obligationerne er nu på over 7%. Det er et meget kritisk tal, som betød the point of no return for Portugal og Grækenland. Der er nu stor frygt for at Europas 3. største økonomi også skal have økonomisk kunstigt åndedræt. Det vil ganske enkelt være en katastrofe for Eurozonen, da man ikke er i stand til at redde så stor en økonomi, som den italienske er. Det skal blive spændende at følge om Silvio Berlusconi går af, og hvad der i givet fald så kommer til at ske.

Og guldprisen..
Den går stejlt opad. Guldprisen kan på mange måder ses som en funtion af markedets tro på den økonomiske situation. Der mangler (med god grund) ganske enkelt optimisme hos de forskellige investorer, og det får dem til at søge i en såkaldt sikker havn, såsom guld. Selvfølgelig kan guldprisen sagtens falde lidt den næste tid, men som udgangspunkt ser den ud til at stige yderligere, simpelthen fordi Cirkus Euro kun lige har varmet op..

onsdag den 19. oktober 2011

Økonomien og den gordiske knude

Efter sommerens økonomiske stormvejr, med nedgraderinger, gældsloftskrise og lande der var tæt på fallit, har der til sammenligning været relativt stille den seneste måned. Guldprisen ser ud til at have fundet sit leje på nuværende tidspunkt, omkring ca. 1200 Euro pr. troy ounce. Jeg har på denne blog flere gange nævnt at jeg mener at guldprisen vil stige fremadrettet, og det mener jeg stadigvæk. Men stigningen henover sommeren var ret ekstrem, og eftersom at der dybest set ikke skete kæmpe ændringer i økonomien (Grækenland gik ikke bankerot, USA klarede med nød og næppe frisag, osv.) virkede det ikke til at guldprisen kunne holde pusten.
Det er dog værd at bemærke, at ikke et eneste af de problemer der fik kursen til at stige er blevet løst i mellemtiden, og det bliver de formentlig heller ikke foreløbig.

I Frankrig bliver der på nuværende tidspunkt nok udbrudt et ''merde'' eller to hos regeringen. Frankrig er havnet i et sandt dilemma. Enten kan de vælge at lade falde, hvad ikke kan stå, og dermed skabe usikkerhed om hele deres bankvæsen, eller de kan kaste flere gode penge efter dårlige, og holde hånden under Euroen. Ved at gå med i Euroens redningsfond, vil Frankrig komme i en situation hvor landet AAA-kreditvurdering vil komme i seriøs fare. Det vil få vidtrækkende konsekvenser for Frankrig, da renten på statsgælden vil stige. Sarkozy vil formentlig gerne genvælges, så derfor er han udsat for et pres mellem at gøre det rigtige, eller gøre det som forventes af ham. Hvis Grækenland går bankerot, vil det trække en masse banker med i faldet, herunder også franske banker. Frankrig er den næststørste økonomi i Europa, og derfor vil følgerne af det valg Sarkozy træffer, være enorme. Det er i sandhed en gordisk knude, han skal forsøge at binde op. På engelsk har man et udtryk der hedder ''cut your losses'' - Det kunne godt være at Sarkozy skulle overveje at efterleve det

torsdag den 13. oktober 2011

Så er endnu en Dansk bank krakket, endnu engang er der tale om en forholdsvis lille bank, som havde problemer med likviditeten. At dømme udfra, hvad der indtil nu er sluppet ud til offentligheden, var her tale om en bank der egentlig var forholdsvis veldrevet. Den var så involveret i nogle suspekte udlån, fra før finanskrisens (Vol. 1) tid, som til sidst endte med at trække banken ned.
Dette krak har ført til at alle investorer i banken har mistet deres penge, da de papirer de havde investeret i, nu er værdiløse. Det er naturligvis en af de største fordele ved at investere i guld og sølv, de kan aldrig gå i nul.

Men uanset hvad man vælger at investere i, er det meget vigtigt at man sætter sig ind i tingene først. Der er mange historier, om folk der er blevet overtalt til at investere i nogle aktier, af folk der udemærket godt har vidst at det har været en dårlig investering, og som har ''glemt'' det, når vedkommende snakker med kunden.

Beslutninger der vedrører investering, bør altid blive taget på et oplyst grundlag. Det er fint at støtte sig til rådgivning fra sælgere osv. - Men det er altid en god idé selv at læse lidt op på tingene.