Navnet siger faktisk det hele - Guldbloggen - Den henvender sig til folk som interesserer sig for guld, og måske endda overvejer at investere i det. Guldbloggen er ikke ment som et salgsredskab, men som et debatforum, hvor vi forhåbentlig alle sammen kan blive klogere på investeringer generelt, og guld i særdeleshed

onsdag den 19. oktober 2011

Økonomien og den gordiske knude

Efter sommerens økonomiske stormvejr, med nedgraderinger, gældsloftskrise og lande der var tæt på fallit, har der til sammenligning været relativt stille den seneste måned. Guldprisen ser ud til at have fundet sit leje på nuværende tidspunkt, omkring ca. 1200 Euro pr. troy ounce. Jeg har på denne blog flere gange nævnt at jeg mener at guldprisen vil stige fremadrettet, og det mener jeg stadigvæk. Men stigningen henover sommeren var ret ekstrem, og eftersom at der dybest set ikke skete kæmpe ændringer i økonomien (Grækenland gik ikke bankerot, USA klarede med nød og næppe frisag, osv.) virkede det ikke til at guldprisen kunne holde pusten.
Det er dog værd at bemærke, at ikke et eneste af de problemer der fik kursen til at stige er blevet løst i mellemtiden, og det bliver de formentlig heller ikke foreløbig.

I Frankrig bliver der på nuværende tidspunkt nok udbrudt et ''merde'' eller to hos regeringen. Frankrig er havnet i et sandt dilemma. Enten kan de vælge at lade falde, hvad ikke kan stå, og dermed skabe usikkerhed om hele deres bankvæsen, eller de kan kaste flere gode penge efter dårlige, og holde hånden under Euroen. Ved at gå med i Euroens redningsfond, vil Frankrig komme i en situation hvor landet AAA-kreditvurdering vil komme i seriøs fare. Det vil få vidtrækkende konsekvenser for Frankrig, da renten på statsgælden vil stige. Sarkozy vil formentlig gerne genvælges, så derfor er han udsat for et pres mellem at gøre det rigtige, eller gøre det som forventes af ham. Hvis Grækenland går bankerot, vil det trække en masse banker med i faldet, herunder også franske banker. Frankrig er den næststørste økonomi i Europa, og derfor vil følgerne af det valg Sarkozy træffer, være enorme. Det er i sandhed en gordisk knude, han skal forsøge at binde op. På engelsk har man et udtryk der hedder ''cut your losses'' - Det kunne godt være at Sarkozy skulle overveje at efterleve det

Ingen kommentarer:

Send en kommentar