Navnet siger faktisk det hele - Guldbloggen - Den henvender sig til folk som interesserer sig for guld, og måske endda overvejer at investere i det. Guldbloggen er ikke ment som et salgsredskab, men som et debatforum, hvor vi forhåbentlig alle sammen kan blive klogere på investeringer generelt, og guld i særdeleshed

Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag

torsdag den 3. maj 2012


Grækenlands rating blev i går opgraderet af Standard & Poors, da det menes, at Grækenland ikke er i overhængende fare for at gå mere konkurs, end de er på nuværende tidspunkt. Indrømmet, den sidste sætning er en fri fortolkning, og ikke lige ordret hvad Standdard & Poors gav som grund. Dette ændrer dog ikke ved at Grækenland langt fra er reddet, og de har da også stadig den lidet eftertragtede CCC rating. Der er valg i Grækenland i den nærmeste fremtid, og det er i høj grad med til at skabe usikkerhed om den politiske linje, og det politiske mod, til at gennemføre de reformer som er absolut nødvendige, hvis Grækenland skal have bare så meget som en teoretisk chance for at undgå en officiel konkurs. Grækenland har fået eftergivet gæld for omkring 130 milliarder Dollars, og investorerne har vinket farvel til ca. 75% af deres investering. De to tal lader vi lige stå et øjeblik. Det værste er, at selv med en gældssanering i den størrelses orden, ser det stadig mere eller mindre håbløst ud.

Politik er også et varmt emne i Frankrig i disse dage. Det er Sarkozy Vs. Hollande – Pest eller kolera om man vil. Frankrig har hårdt brug for at skabe vækst, ligesom så mange andre EU lande. Sarkozy har som udgangspunkt ikke haft så meget held med dette projekt de seneste år, hvilket måske er med til at sende vælgere over til Hollande, i håb om politisk handlekraft. Det er svært at se hvordan Hollande skulle kunne skabe vækst, med den politik han indtil videre har fremlagt. Uanset udfaldet af valget, skal det blive spændende at se hvad der sker i Frankrig fremadrettet. Hvis Hollande går hen og vinder, vil det i hvert fald sætte det meste af EU i en prekær situation.

Derudover har vi Spanien, som nu har udviklet sig til spydspidsen i den Europæiske gældskrise. Man kan nærmest tale om et rotationsprincip, hvor der er en frygtelig masse lande der skiftes til at have ørerne i maskinen, for økonomisk uansvarlighed. Spanien er et interessant tilfælde, fordi det er et land der er for stort til at redde. Tyskland er begyndt at sige at kassen er smækket i – ikke mindst fordi at Merkel ikke ligefrem bliver mere populær hos den tyske befolkning, hvis hun bliver ved med at bede dem om at finansiere andre landes uholdbare økonomiske politik.

Guld er på nuværende tidspunkt på et relativt gunstigt niveau, hvis man søger et entry point. Det er selvfølgelig ikke muligt at sige med sikkerhed, at guldprisen vil gå op i den nærmeste fremtid, men det skulle ikke undre mig...

torsdag den 29. marts 2012

Skal Frankrig redde Eurozonen?!

Tyskland og Frankrig er flere gange blevet udråbt til de lande, der skal redde Eurozonen fra et kollaps. Frankrig er især spændende på nuværende tidspunkt, da der afholdes valg i den nærmeste fremtid. Enten kan Sarkozy blive siddende, eller også bliver det formentlig den socialistiske kandidat Fracois Hollande der bliver præsident. Netop Hollande har flere gange udtalt sig kritisk vedr. finanspagten i EU, som Sarkozy var med til at skabe. Hollande har også kommet med kontroversielle forslag, til hvordan han mener at økonomien kan komme tilbage på sporet i Frankrig, heriblandt en beskatning på op til 75% hos de mest velhavende. Frankrig har desperat brug for reformer, selvom at medierne mest har fokuseret på Grækenland, Irland, Portugal, Italien og Spanien, er Frankrig bestemt ikke bedre kørende end de fem lande. De offentlige udgifter i Frankrig, står simpelthen ikke mål med indtægterne. Derudover er de franske banker syltet massivt ind i gældkrisen. Deres største kreditorer er Grækenland, Italien, Portugal og Spanien.

Frankrig er af et hav af grunde, ikke klar til at redde Eurozonen, på nogen som helst måde. Det er endda tvivlsomt om Frankrig kan redde sig selv. Det vil kun være muligt med meget gennemgribende, og velfærds forringende reformer. Hvis den franske regering er i tvivl om hvordan den slags vil blive modtaget af befolkningen, kan de jo bare spørge deres Græske kollegaer...

tirsdag den 6. december 2011

Europas forenede stater

Merkel og Sarkozy har stukket hovederne sammen, og de har en plan! Ligesom Egon Olsens planer, virker denne omfattende, sindrig og langt ude - og ligesom Egon Olsens planer, vil også denne ende i hat og briller. De to statsledere kunne fremvise et udkast til (endnu!) en redningsplan, for hele Euro zonen. I korte træk er der ikke så meget nyt under solen, Tyskland har fået deres vilje på mange punkter, og så skulle alt jo igen være fryd og gammen. Der er bare lige et enkelt problem, denne plan vil dybest set ikke løse nogle problemer - den er ''all  show & no go''. Dybest set indeholder den nogle sympatiske intentioner, som f.eks. at der skal holdes øje med de forskellig Eurolandes økonomi, så de ikke kører af sporet. Derudover skal der også stilles krav til de forskellige landes budgetstyring. Der meldes dog ikke rigtigt om sanktioner, hvis der skulle blive problemer. At straffe et medlemsland der lider med økonomien, med økonomiske sanktioner, er nok ikke den bedste fremgangsmåde i forhold til at at få dem tilbage på sporet. Så kan man naturligvis vælge at smide dem ud af samarbejdet - Det vil formentlig ende med at Euroen de facto ender med at blive den nye Dmark.

Der har de seneste uger været stor bekymring for, om Euroen kollapser, og det med god grund. Problemerne er der mange af, men man fattes løsninger på dem. Det vil kræve benhård økonomisk styring, i langt de fleste lande, og den slags bliver politikerne jo ikke genvalgt på. Dels er der heller ikke en mirakelkur, som man automatisk kan bruge til alle landene. De forskellige landes forudsætninger i dette samarbejde, er simpelthen for forskellige, og det som virker i Frankrig, virker ikke nødvendigvis i Grækenland.

Det er svært at sige hvor længe denne Euro farce vil fortsætte, men umiddelbart ser den ikke ud til at være overstået lige med det samme. Hvad man vil sætte sine penge i, er naturligvis fuldstændig op til den enkelte, men guld og sølv virker ikke som en helt dum idé i disse dage.

onsdag den 19. oktober 2011

Økonomien og den gordiske knude

Efter sommerens økonomiske stormvejr, med nedgraderinger, gældsloftskrise og lande der var tæt på fallit, har der til sammenligning været relativt stille den seneste måned. Guldprisen ser ud til at have fundet sit leje på nuværende tidspunkt, omkring ca. 1200 Euro pr. troy ounce. Jeg har på denne blog flere gange nævnt at jeg mener at guldprisen vil stige fremadrettet, og det mener jeg stadigvæk. Men stigningen henover sommeren var ret ekstrem, og eftersom at der dybest set ikke skete kæmpe ændringer i økonomien (Grækenland gik ikke bankerot, USA klarede med nød og næppe frisag, osv.) virkede det ikke til at guldprisen kunne holde pusten.
Det er dog værd at bemærke, at ikke et eneste af de problemer der fik kursen til at stige er blevet løst i mellemtiden, og det bliver de formentlig heller ikke foreløbig.

I Frankrig bliver der på nuværende tidspunkt nok udbrudt et ''merde'' eller to hos regeringen. Frankrig er havnet i et sandt dilemma. Enten kan de vælge at lade falde, hvad ikke kan stå, og dermed skabe usikkerhed om hele deres bankvæsen, eller de kan kaste flere gode penge efter dårlige, og holde hånden under Euroen. Ved at gå med i Euroens redningsfond, vil Frankrig komme i en situation hvor landet AAA-kreditvurdering vil komme i seriøs fare. Det vil få vidtrækkende konsekvenser for Frankrig, da renten på statsgælden vil stige. Sarkozy vil formentlig gerne genvælges, så derfor er han udsat for et pres mellem at gøre det rigtige, eller gøre det som forventes af ham. Hvis Grækenland går bankerot, vil det trække en masse banker med i faldet, herunder også franske banker. Frankrig er den næststørste økonomi i Europa, og derfor vil følgerne af det valg Sarkozy træffer, være enorme. Det er i sandhed en gordisk knude, han skal forsøge at binde op. På engelsk har man et udtryk der hedder ''cut your losses'' - Det kunne godt være at Sarkozy skulle overveje at efterleve det