Navnet siger faktisk det hele - Guldbloggen - Den henvender sig til folk som interesserer sig for guld, og måske endda overvejer at investere i det. Guldbloggen er ikke ment som et salgsredskab, men som et debatforum, hvor vi forhåbentlig alle sammen kan blive klogere på investeringer generelt, og guld i særdeleshed

torsdag den 1. september 2011

Hvad sker der med guldprisen?

Den seneste måned, har der været store udsving på guldprisen. Efter at USA spillede hazard med verdensøkonomien, kvitterede guldprisen med at stige markant. Prisen nåede næsten op på $1900 for 1oz guld, som man kan se på denne side . Prisen på $1900 vurderer vi ikke til at være urimelig, problemet var bare at den kom som følge af en sneboldeffekt, altså hvor at den blevet drevet lidt af grådighed, fordi stigningen var, som den var. Det var naturligt at der ville komme en såkaldt ''korrektion'' - der var bare ikke nogen der helt vidste hvornår. Umiddelbart så jeg $2000 som skæringspunktet, mht. til en korrektion, men den kom som bekendt lidt før det.

Prisen på kort sigt
I løbet af det næste halve år, vil vi formentlig se guldprisen bevæge sig yderligere op, som en generel trend, men også med store udsving. På grund af de store pludselige stigninger, skal guldprisen igen finde et naturligt niveau, og det kan godt tage lidt tid. Der er på det seneste mange der har købt guld, med en kortsigtet gevinst for øje. Det vil formentlig føre til at der er en del der vil sælge, når prisen når et vist niveau, og dermed ''cashe in'' på investeringen. Overordnet set, er det dog vores overbevisning, at selv på kort sigt, vil guldprisen gå op.

Problemerne er der stadig
Er det så et dårligt tidspunkt at købe guld på nu? Svaret på det spørgsmål må være et klart nej. Selvom vi har set prisen stige markant et stykke tid, er den formentlig ikke færdig med at stige. Alle de problemer, som henover sommeren fik guldet til at stige, er stadig ikke løst, de er bare skubbet lidt længere ud i fremtiden. USA fik som bekendt ikke vedtaget en holdbar løsning, og de sydlige Eurolande kæmper en kamp, som er stejlt op ad bakke. Det at guldprisen nu er faldet lidt, gør det umiddelbart til et rigtig gunstigt tidspunkt at købe, hvis man har en langsigtet investering for øje. Selv hvis tidshorisonten er et år, vil guld formentlig stadig være en fremragende investering, hvis man holder potentielt afkast og risiko op mod hinanden.

Guld som sikring af købekraft
Det er vigtigt at huske, hvilket argument som er det primære, når det handler om køb af guld, og det er bevaring af købekraft. Selvom det de senere år har givet et aldeles fremragende afkast at investere i guld, er det stadig sikring af købekraft der bør være målet, når man investerer i guld. Sagen er jo, at guld er steget så meget, fordi tilliden til euroen (og dermed kronen) og dollaren, kan ligge på et meget lille sted. På nuværende tidspunkt, er der desværre ikke så meget der tyder på at dette billede vil ændre sig. Så længe EU og USA fokuserer på symptombehandling, så længe vil guld være i en gunstig situation. På nuværende tidspunkt, er der ikke bred politisk vilje, til at træffe de hårde beslutninger, men hvem ved, det kan jo være at det kommer...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar