Navnet siger faktisk det hele - Guldbloggen - Den henvender sig til folk som interesserer sig for guld, og måske endda overvejer at investere i det. Guldbloggen er ikke ment som et salgsredskab, men som et debatforum, hvor vi forhåbentlig alle sammen kan blive klogere på investeringer generelt, og guld i særdeleshed

torsdag den 14. juli 2011

Guldprisen stiger, men bliver den ved med det?

I denne uge har vi set guldprisen sætte rekord, og handles til knap $1600 pr. troy ounce.
Dette er interessant, fordi at mange ''eksperter'' havde sagt at prisen ville toppe, når den nåede $1500 pr. oz.
Hvorfor er guld så steget i det omfang at det er? Den hurtige forklaring er, at guld ikke er steget særlig meget, men at det nærmere er de forskellige valutaer som er faldet i værdi. Gulds købekraft er stort set uændret. Det der gør at guld stiger, er at der er problemer i det makroøkonomiske landskab, næsten lige meget hvor man kigger hen.
USA kæmper lige nu med en stadig voksende gæld, som vil nå det fastsatte gældsloft i starten af august. Dette gældsloft skal man ikke lægge så meget i, da det er blevet hævet efter behag de seneste 100 år, og det vil det helt utvivlsomt også blive igen. Det bekymrende er nærmere, at USAs gæld vokser, samtidig med at der ikke kan skabes job, og den økonomiske vækst derfor udebliver. USA har forsøgt at stimulere økonomien ved at lade seddelpressen gløde, og pumpe endnu flere dollars ud, men altså uden held. Det eneste der egentlig er kommet ud af det, er at dollaren er blevet mindre værd. På nuværende tidspunkt er der ikke nogen solid plan for, hvordan USA skal vende skuden.
I Europa går det bestemt ikke bedre, her har lande som Portugal, Grækenland, Spanien, Irland og ikke mindst Italien sørget for økonomisk usikkerhed. Grækenland betragtes af mange allerede på nuværende tidspunkt som bankerot, Portugal er på vej mod samme skæbne, og Italien står overfor kæmpe økonomiske udfordringer. Tyskland og i nogen grad Frankrig, betaler i høj grad gildet for disse lande, spørgsmålet er så bare, hvor længe at de vil blive ved med det.
Kina er de seneste år blevet betragtet som en succeshistorie, med en imponerende vækstrate. Bagsiden af denne medalje er, at landet kæmper en hård kamp, for at undgå hyperinflation. Inflationen i Kina har ligget på et meget højt niveau de seneste år, til trods for at bl.a. renteforhøjelser, har skulle bremse den. Dette er ikke sket, og der er frygt for at Kina vil opleve en finanskrise, som vi oplevede i Europa og USA i 2008, og som vi stadig kan se følgevirkningen af.
Historisk set har  guldprisen kun gået en vej, når der er økonomisk stormvejr, og det er op!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar